Jun 1, 2011
Både sportsligt og facilitetsmæssigt har Karlslunde Idræts Forening gennem årene fulgt med udviklingen generelt, og med en stor indsats fra afdelingernes frivillige trænere og ledere, har vi formået at kunne imødekomme de krav og ønsker lokalområdets borgere med rette har stillet.
Til gengæld må vi erkende at foreningens ansigt udadtil ikke er fulgt med tiden. Vores hjemmeside er gennem de sidste år blevet forsømt, og da vi anser netop dette medie som vores foretrukne informationskilde, har en modernisering længe været på dagsordenen.
Det er derfor glædeligt, at vi nu kan præsentere Karlslunde Idræts Forenings nye hjemmeside, hvor nøgleordene i forbindelse med udarbejdelsen har været brugervenlighed og design.Udover en del designmæssige ændringer, har vi forsøgt at sikre en bedre nyhedsformidling, blandt andet i form af "Nyhedsbrev", hvor man ved tilmelding vil modtage sidste nyt én gang om måneden.
Der sker meget i Karlslunde Idræts Forening, og det er naturligvis vigtigt at lokalområdet kan følge med i tidspunkterne for begivenhederne vores afdelinger byder på. "Aktivitetskalenderen"er også en nyhed på hjemmesiden, og den vil løbende blive opdateret med arrangementer og begivenheder i og omkring Karlslundehallerne.
Vi håber på positiv modtagelse af hjemmesiden, og såfremt I har kommentarer eller ideer til ændringer, er i naturligvis meget velkommen til at kontakte sekretariatet på mail eller telefon. Siden vil løbende blive opdateret, både med nyheder og ændringer til faktuelle oplysninger.
Karlslunde Idræts Forening
Sekretariatet